Mindst 50 kommuner har nu valideret data til FLIS

Siden lanceringen har KOMBIT og KL haft fokus på at højne datakvaliteten i FLIS. Det gør vi i samarbejde med kommunerne.

Siden lanceringen af FLIS har der været fokus på at sikre den bedst mulige datakvalitet i løsningen. Derfor har KOMBIT i løbet af det sidste halve år arbejdet intensivt med at validere data og højne kvaliteten af data i FLIS.

I løbet af foråret har KL og KOMBIT afholdt tre datavalideringsmøder, hvor 28 kommuner har deltaget. Sammenlagt med andre aktiviteter betyder det, at mindst 50 kommuner nu har været i gang med at validere data.

God kvalitet på fire områder

De seneste datavalideringsmøder har vist, at FLIS fortsætter de gode takter vedrørende datakvalitet.

Data på områderne Økonomi, Borger, Skole og Ældre er nu af så god kvalitet, at vi vil opfordre de kommuner, der endnu ikke har taget det i brug, til at komme i gang med at arbejde med FLIS på disse områder.

Aktiviteter på nye områder

På Personale/fraværsområdet har vi og kommunerne løbende foretaget forbedringer, og her vil der desuden komme vigtige ændringer i den release 3.0, der bliver lanceret d. 12. maj 2014. Vi anbefaler derfor, at alle kommuner straks går i gang med validering af data på dette område.

Release 3.0 indeholder også et nyt dataområde – Voksen-handicap. Der er allerede aftalt datavalideringsaktiviteter med en række kommuner, men også her anbefaler vi, at I straks kommer i gang.

Ikke-FLIS-kommuner skal også valideres

I FLIS kan kommunerne benchmarke sig på tværs af kommunegrænser og i forhold til alle kommuner. Derfor er det vigtigt, at også de kommuner, der ikke er med i FLIS får valideret deres data.

På den måde sikrer vi, at FLIS-kommunerne kan have tillid til deres data, og at ikke-FLIS-kommunerne ved, at deres udstillede data har den rette kvalitet. KL har derfor lavet en overordnet datavalidering for disse kommuner. Denne vil snart blive udsendt til de enkelte kommuner.

Generelt ser kommunernes data fine ud, men de får mulighed for selv at foretage en yderligere validering i forhold til egne kildesystemer og kan melde eventuelle afvigelser ind til FLIS-projektet.

Oversigt på vej

KOMBIT arbejder på at udarbejde en oversigt, der kan vise brugerne, hvilke kommuner der er blevet datavalideret, og hvordan kvaliteten af deres data er.

Vi anbefaler desuden, at kommunerne skriver noter i FLIS på de nøgletal, hvor der er afvigelser fx som følge af systemskifte, fejlregistreringer eller lignende, så andre kommuner kan se det, når de bruger FLIS.